Blusen strikkes oppefra og ned, med raglan udtagninger til at danne skuldre og striber i forskellige farver.
Blusen kan både strikkes som en kort bluse eller med lidt ekstra længde og enten lange eller korte ærmer.
Strikkefastheden er 10 masker = 10 cm. på pind 9 mm. i glatstrik.
Blusen er 100 (110) 116 (123) cm. i omkreds og vil passe et brystmål på ca. 70-95 (95-110 cm)110-120 cm (120-135 cm).
Garnforbrug (ca. angivelser)
Freestyle med rester af fed mohair, børstet alpakka eller f.eks. kid silk mohair. Med de tykkere kvaliteter som fed mohair og børstet alpakka lægges garnet dobbelt. Med de tynde kvaliteter som f.eks. kid silk mohair strikkes med 4 tråde. Prøv også at lægge forskellige garntyper sammen, f.eks. en tråd børstet alpakka og to tråde kid silk mohair. Du kan også bruge andre garnrester som kan bruges til tykke pinde, evt. lagt dobbelt. I alt ca. 450-600 gram.
Du skal bruge rundpind 9 mm. Både en kort 40 cm. til ærmerne, og en 60 cm, samt en 80/100 cm. til kroppen. Til ribkanterne skal du bruge rundpind 6 eller 7 mm. Både en kort 40 cm. til halskanten og en længere til den afsluttende ribkant på kroppen, og til ærmernes ribkant, hvis du vil strikke dem med Magic Loop teknik. Ellers kan du bruge strømpepinde nr. 6 eller 7 mm til ærmernes ribkant.
Str. XS/S (M/L) XL (XXL)